Rigmand er købt ud af juicefirma
Ny direktion, ny ejerkreds og ny bestyrelse
Ivan Bjerg-Larsen investerede i JuicOrganic i 2016 og var indtil midten af oktober bestyrelsesformand i virksomheden, der i det seneste regnskabsår tabte godt halvanden million kroner.
- Jeg ville én retning med Juicorganic, og hovedaktionæren ville i en anden retning. Derfor brugte hovedaktionæren en ejeraftale til at købe mig ud, siger Ivan Bjerg-Larsen til Finans.
Hovedaktionæren er Hans Osterman Petersen, der også er stifteren af JuicOrganic. Han er selv stoppet i bestyrelsen og er på direktørposten ifølge Finans blevet afløst af den tidligere Carlsberg-medarbejder Jacob Hermansen. Det er sket i forlængelse af, at Hans Osterman Petersen har solgt en større del af sine anparter i JuicOrganic til henholdsvis rigmændene Jens Langeland-Knudsen og Steen Lorenz Johan Hansen og til drikkevaregrossisten Ambrosia Group.
Sidstnævnte ejer nu 50 procent af JuicOrganic, skriver Finans.
JuicOrganic har haft adresse i Taastrup, men er nu flyttet sammen med Ambrosia Group i Hvidovre.